Brystlæge anholdt for trusler og butikstyveri

Den tidligere plastikkirurg og læge Kim Tjelum risikerer at blive varetægtsfængslet efter trusler mod et vidne.

Tjelum, der ikke længere har autorisation til at virke som læge, er blevet anholdt tirsdag eftermiddag, oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Han sigtes for at have truet et af de vidner, der har afgivet forklaring imod ham under den verserende retssag ved Københavns Byret.

Sagen er så grov, at anklageren onsdag formiddag i et grundlovsforhør vil kræve manden varetægtsfængslet.

Truslerne skal være fremsat på nettet.

Selve retssagen mod den 46-årige Kim Tjelum blev indledt i april, og der har været en stribe retsmøder siden da.

Anklagen drejer sig blandt andet om grove fejl i forbindelse med brystoperationer og om sjuskeri med journalføringen.

I 2011 fik han forbud mod at operere, fordi embedslægen under sit tilsyn oplevede et alarmerende antal fejl.

- Vi har oplevet problemer før, men aldrig i det her omfang, har embedslæge Ulla Axelsen forklaret under retssagen.

Anklageskriftet drejer sig om 12 forhold om sjusk, forsømmelse og om manglende journalføring.

Dertil kommer butikstyveri - og nu muligvis også et tilfælde af vidnetrusler, som normalt bedømmes strengt af retssystemet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip