Buskaos i Touren: Hold får kæmpebøde

Førstedagen af det stort anlagte 100-års jubilæum for Tour de France blev skæmmet af en bizar episode i målområdet, hvor det australske hold Orica-Greednedge' bus kørte fast under portalen ved målstregen.

Den episode koster det australske hold en bøde på 12.200 kroner, har den franske cykelarrangør meddelt.

Bøden gives alene for, at bussen ankom for sent til målområdet.

Arrangøren ASO har tildelt straffen, fordi Greenedge-bussen "ikke respekterede den tidsplan, der var udstukket til hjælpende køretøjer, der skal køre ind i målområdet."

Bussen kom meget senere end de øvrige busser, og blev fejlagtigt ledt ind under målportalen af en vagt.

Den kørte fast, da rytterne var cirka 15 kilometer fra mål, hvilket betød, at arrangørerne måtte tænke hurtigt.

Der blev iværksat en nødplan meldt ud over Tour-radioen om, at målstregen var flyttet til tre kilometer før mål.

Kort efter lykkedes det ved at punktere bussens dæk, at få den væk, og så rykkede man igen målstregen tilbage til det oprindelige sted.

Forvirringen omkring den flyttede målstreg var ifølge den tidligere verdensmester Mark Cavendish en medvirkende årsag til et større styrt i feltet, da rytterne reagerede på informationerne.

Styrtet betød, at briten selv og flere andre topsprintere ikke nåede frem til etapens massespurt, der blev vundet af Marcel Kittel fra Argos-Shimano.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV