Computervirus kan snyde dig for mange penge

Midt- og Vestjyllands Politi er blevet kontaktet af en del borgere, der giver udtryk for, at deres computer er blevet låst af en hjemmeside, der hedder Ukash Vires.

Siden popper frem på borgernes computerskærme, når de logger på internettet, og kræver, at de betaler bøder for at få låst deres computer op igen.

- Hjemmesiden udgiver sig for at være en offentlig myndighed, der påstår, at brugeren tidligere har været inde på en side, som vedkommende ikke måtte være inde på, oplyser kommunikationsmedarbejder med Midt- og Vestjyllands Politi Kurt Stenfeldt.

- Siden har derfor låst brugerens computer og kræver bødebetaling, hvis den skal låses op igen, tilføjer han.

Men det er et svindelnummer, der udelukkende har til formål at overtale eller true pc-brugeren til at indbetale penge.

Derfor har Midt- og Vestjyllands politi valgt at advare mod programmet på deres hjemmeside.

- Ukash Vires er et ondskabsfuldt virusprogram, som skal fjernes så hurtigt som muligt, og det er med andre ord ikke tilstrækkeligt at fjerne låsen, uden også at fjerne virusprogrammet, skriver politiet.

Kurt Stenfeldt fortæller, at hvis man oplever, at ens computer er låst - eller "Frozzen" som beskrevet - så kan den være inficeret.

Man skal derfor skaffe sig adgang til en anden computer, som ikke er angrebet af Ukash Virus, så man kan google teksten: "Fjerne ukash virus" - herefter fremkommer der nogle løsningsforslag.

Det fremgår af siden, at bøden skal indbetales i enten euro, dollar eller pund. Men det er ikke klart, hvor stort et beløb der kræves.

- En enkelt borger har oplyst, at han blev afkrævet 50 euro. Men ellers har vi ingen meldinger på det, siger Kurt Stenfeldt.

 

Dagens Gossip