Corydon får samlet tilbud fra de borgerlige

De borgerlige partier har præsenteret finansminister Bjarne Corydon (S) for et samlet bud på en aftale, der kan få SU-reform, kontanthjælpsreform og første del af vækstplanen til at falde på plads.

- Vi er ikke blevet enige om noget. Men vi har præsenteret regeringen for et samlet bud på, hvordan det hele kan falde på plads, siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, efter et møde i Finansministeriet.

Med udspillet vil de fire borgerlige partier - Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - sætte en stopper for de decentrale forhandlinger, der har kørt i en stribe ministerier, og i stedet køre forhandlingerne færdige som en samlet pakke.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det er den bedste måde at få en aftale til at falde på plads efter flere uger med politiske forhandlinger.

- Vi anerkender, at folk skriger efter afklaring. Der er et utroligt stort behov for, at den her plan bliver en vækstskaber og ikke en vækstdræber. Al den her usikkerhed skal vi have af vejen, siger Thulesen Dahl og fortsætter:

- Man kan få alt lagt fast på en omgang, hvis regeringen vil give sig på nogle afgørende områder.

De Konservatives formand, Lars Barfoed, mener ligefrem, at regeringen tager landets virksomheder og arbejdsløse som gidsel, hvis de ikke accepterer udspillet.

- Regeringen skylder os en tilbagemelding nu på det gode tilbud, de har fået, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip