Dagbog fra Skat belaster Troels Lund

Skat København var under hårdt pres fra Skatteministeriet, da sagen om Stephen Kinnocks eventuelle skattepligt i Danmark blev behandlet i 2010, året inden hans kone, Helle Thorning-Schmidt (S) blev statsminister.

Det viser en dagbog, som blev ført af skattedirektør Lisbeth Rasmussen. Hun slettede den, men politiet har fundet en backup fil, skriver BT.

Dagbogen belaster Troels Lund Poulsen (V), som tirsdag vidnede i Skattesagskommissionen, der skal undersøge hele sagen.

BT trykker torsdag dele af dagbogen, hvor skattedirektør Lisbeth Rasmussen blandt andet kalder ministeriets indblanding for "magtfordrejning".

- Vi bliver igen presset af uvedkommende kræfter, skriver skattedirektøren den 13. september 2010.

Den daværende departementschef i Skatteministeriet Peter Loft "har helt fra begyndelsen givet udtryk for", at Kinnock må være skattepligtig i Danmark, skriver hun også samme dag.

Skatteministeriet var utilfreds med, at Skat København ville frifinde Kinnock for at være skattepligtig i Danmark. Kinnock arbejdede på det tidspunkt i Schweiz.

Ifølge den offentliggjorte dagbog skabte det vrede i Skat København, at "Peter Loft, ministeren og spindoktoren angriber vores afgørelse".

Skattedirektør Lisbeth Rasmussen skriver, at fagdirektør Ivar Nordland "er vred over, at Peter Loft blander sig endnu mere, end ministeren og hans spindoktor gør".

Peter Loft siger til BT, at han ikke kender til dagbogen. Han kalder den et fjerdehåndsindtryk.

 

Dagens Gossip