Danmark får sit første havbad

Vesterhavet lokker hvert år mange glade badegæster til kysterne i Vestjylland, men med de støre bølger, understrøm og hestehuller kan det være et farligt sted at tage en dukkert.

Nu skal Danmarks første havbad gøre det sikkert at tage en dukkert i Vesterhavet ved Nørre Vorupør. Projektet står Lokale- og Anlægsfonden, Det Obelske Familiefond, Realdania og Thisted Kommune for.

For Thisted Kommune er det drømmen, der er gået i opfyldelse, fortæller borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V).

- Det styrker det at være en attraktiv kommune i forhold til bosætning, men også i forhold til at være en turistmagnet.

- Og så er det et ekstra tilbud til folk, der måske har svært ved at bade og takle bølgerne. Det giver en ekstra mulighed for at benytte sig af Vesterhavet, siger hun.

Havbadet vil både give trygge rammer for dem, der vil svømme, lege, dykke eller prøve at ro i havkajak. Det anlægges ved molen i Nørre Vorupør med en mur, der løber parallelt med molen og derved lukker af for de store bølger og direkte adgang til havet.

Inde på land får havbadet selskab af en sauna, omklædnings- og toiletfaciliteter, udendørs fitness og styrketræningsredskaber og plads til beachvolley og strandfodbold. Området bliver landskabeligt anlagt, og klitter skal skabe læ på området.

Projektleder i Realdania, Karen Skou, mener, havbadet er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skabe positiv udvikling i et yderområde.

Projektet er budgetteret til at koste 13,5 millioner kroner. Derudover er der andre projekter i gang i området for i alt 50 millioner kroner.

 

Dagens Gossip