Danmark kan slippe med småbeløb i tortursag

De 11 irakere, der har stævnet Forsvarsministeriet, fordi de mener, at de blev mishandlet, efter at være blevet taget til fange af danske soldater, har tilbudt et forlig.

- De 11 irakere er villige til at droppe sagen, hvis de får en undskyldning og 50.000 kroner i erstatning, siger advokat Christian Harlang.

Sagen har fået omfattende presseomtale efter, at en video, optaget af den tidligere efterretningsofficer, Anders Kærgaard, i sidste uge blev offentliggjort.

I videoen ser man, hvordan de 11 blandt andet bliver slået og hånet af irakiske soldater under anholdelsen, der fandt sted i november 2004 nær den danske Camp Danevang lejr i Irak. Anholdelsen fandt sted i forbindelse med den storstilede operation "Green Desert".

Videooptagelserne og en efterfølgende afhøring af Anders Kærgaard har fået forsvarernes auditørkorps til at gå ind i sagen.

Efterforskningen skal klarlægge, om der er begået strafbare forhold i det efterfølgende forløb. Sagen er allerede blevet undersøgt en gang, men den undersøgelsen blev droppet på grund af forældelse.

Det er sagen fortsat. Når den alligevel nu igen bliver undersøgt, er det blandt andet for at finde ud af, om der i den efterfølgende sagsbehandling er blevet begået fejl.

Dagens Gossip