Dansk EM-målscorer: Det var en vanvittig kamp

Danmarks fodboldkvinder besejrede i aftes Frankrig med 5-3 efter en vanvittig kamp og straffesparkskonkurrence.

Danskerne var foran 1-0. Frankrig udlignede på et straffespark, som den danske keeper Stina Petersen ellers havde begge hænder på.

Og så endte det hele efter ordinær tid og overtid med straffesparkskonkurrence.

- Det var vanvittigt. Vi scorede et mål, men det var meget, meget tidligt. Vi vidste, at vi måtte kæmpe hårdt for det, for Frankrig er et ekstremt godt hold. Da kampen gik i overtid, håbede vi også på straffespark, for vores keeper har klaret dem rigtigt godt.

- Dette her er utroligt. Det mest vanvittige, jeg nogensinde har været med til, siger målscorer Johanna Rasmussen ifølge UEFA.com.

Landstræner Kenneth Heiner-Møller har også svært ved at fatte den danske succes. Den kom efter to uafgjorte kampe og et nederlag i den indledende runde.

Efter det skuffende 1-1 mod Finland troede de færreste, at Danmark kunne gå videre som en af de to bedste treere efter indledende runde.

Men to dage senere havde resultaterne flasket sig sådan, at Danmark måtte i lodtrækning om pladsen i kvartfinalen. Og vandt.

- Vi var nærmest på vej tilbage over broen, så måtte vi vende om og køre tilbage, og nu er vi her.

- Vi var pressede, det må vi indrømme, men de her piger fortjener det simpelthen så meget. De har virkelig arbejdet hårdt for det. Både tidligere derhjemme og herovre, siger han til TV2.

Danmark møder Norge i semifinalen på torsdag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV