Dansk spiller snuppet for matchfixing

Dansk Boldspil-Union (DBU) har idømt fodboldspilleren Kristoffer Wichmann fra FC Vestsjælland en karantæne på seks måneder i en sag om matchfixing.

Han udelukkes fra al dansk fodbold i seks måneder. Det blev mandag meddelt på et pressemøde hos DBU.

Karantænen træder i kraft med øjeblikkelig virkning, og Wichmann må derfor først spille fodbold igen fra den 5. august.

- Det rammer ind i hjertekulen på hele fodboldens eksistens, siger formand for DBU's disciplinærudvalg, Jens Hjortskov.

Det er skærpende, at spilleren har forsøgt at sløre sit spil og har brugt stråmænd i et forsøg på at hæve gevinsterne. Det er også skærpende, at indsatsen på de i alt 96 kuponer er så høj, som tilfældet er.

Der er tale om spil på egne kampe, hvor Wichmann er blevet indskiftet i den ene af to pokalkampe.

Allan Hansen, formand i DBU, eftersøger politisk hjælp i forsøget på at dæmme bedst muligt op for matchfixing:

- Vi vil fra DBU fortsat skubbe på for at få noget lovgivning. Al erfaring fra udlandet viser, det er nødvendigt med en bestemmelse om sportsligt snyd i straffelovgivningen, hvis vi skal til bunds i det her.

- Vi skal have politiet på fra dag et, mener Allan Hansen.

Wichmann skulle ifølge dommen have fået tre personer til at forsøge at hæve gevinsterne - to kvinder og en mand, og det er de to kvinder, som har været med til at fælde Wichmann.

Danske Spil havde spærret for udbetalinger på de omtalte kuponer, efter man havde fået mistanke om matchfixing, hvorfor Wichmanns hjælpere måtte henvende sig personligt til Danske Spil i et forsøg på at få gevinsterne udbetalt.

FC Vestsjælland er i øjeblikket placeret som nummer et i den næstbedste danske række og kan dermed rykke op i Superligaen til næste sæson, hvis klubben holder fast i den position i resten af sæsonen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip