Danskerne sviner: Så meget emballage bruger vi

Hver eneste dansker bruger hvert år 126 kilo emballage. Tal fra Miljøstyrelsens viser, at omkring halvdelen af emballageforbruget er papir og pap, mens plast udgør 24 procent, skriver Kristeligt Dagblad.

Meget emballage kommer fra varer, der er købt i landets supermarkeder. Og nu vil nogle af de største på dagligvareområdet se på, hvordan de kan reducere mængden af indpakning.

Hos mejerigiganten Arla har man en ambition om, at al emballage i 2020 skal kunne genbruges. Bryggerigiganten Carlsberg arbejder også på at reducere mængden af emballage på sine produkter.

Og supermarkedskæden Coop er i gang med at lave et emballage-manifest om, hvordan butikkerne kan reducere mængden af emballage. Kunderne skal også høres, for 86 procent af dem mener ifølge en rundspørge, at varerne er pakket for meget ind.

Men en ting er, hvad man svarer i et spørgeskema - noget andet er, hvad man vælger fra hylderne.

- Vi har reduceret mængden af emballage på vores opvasketabs fra Änglamark, så kassen er mindre. Men kunderne går direkte efter den pakke med opvasketabs, som ser størst ud, siger Signe D. Frese, programchef for miljø og klima i Coop, til avisen.

Klaus Jensen, kampagneleder for foreningen Aktive Forbrugere, mener, at supermarkeder og producenter ligger, som de selv har redt:

- Desværre har producenterne vænnet forbrugerne til, at alting skal være nemt. Frem for at sælge en papirpose med te sælger de en plastikindpakket æske med separate tebreve, der hver for sig er pakket ind, siger han til Kristeligt Dagblad.

- Forbrugerne skal vænnes til at tænke på en anden måde og til at forstå, at cornflakes fra Kellogg's ikke nødvendigvis er mere luksuriøse, blot fordi de både er pakket i en pose og en papæske, siger Klaus Jensen.

/ritzau/

Dagens Gossip