De fleste socialdemokrater vil ses med Helle

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kommer ikke til at mangle tilbud om at trampe gågader og torvepladser tynde i forsøget på at hjælpe lokale socialdemokrater under efterårets kommunalvalg.

Det fastslår Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, efter, at flere S-borgmestre har givet udtryk for, at de helst er fri for at få besøg af statsministeren under valgkampen.

- Langt de fleste af vores stærke borgmestre og dygtige spidskandidater vil gerne have besøg af den socialdemokratiske statsminister, og hvis der så er enkelte, der siger, at de gerne vil klare det selv, så har jeg også respekt for det, siger Magnus Heunicke.

Både S-borgmesterkandidater i Aalborg og Mariagerfjord og borgmesteren i Herlev vil helst klare ærterne selv.

På Frederiksberg siger viceborgmester Katrine Lester, at Thorning-Schmidt ikke længere er velkommen, mens S-borgmesteren i Hjørring, Arne Boelt, med direkte adresse til statsministerens fodtøj siger, at han hellere vil se træsko end stiletter under sin valgkamp.

Til det siger Magnus Heunicke:

- Jamen, det må være deres valg. Jeg har respekt for, at det er noget, man beslutter lokalt. Men langt, langt de fleste er meget interesserede i at få Thorning ud.

- Mange socialdemokrater har prøvet at stå på gaden sammen med Helle Thorning-Schmidt i en valgkamp, og hun er en suveræn campaigner, siger den politiske ordfører.

Spørgsmål: Siger det ikke noget om partiets krise, at der er borgmestre, der åbent frabeder sig at blive set med partiets statsminister?

- Vi ligger for dårligt i målingerne, det vil jeg slet ikke prøve at bortforklare. Og derfor er langt de fleste kandidater stærkt interesserede i at have hende med ud, lyder det fra Magnus Heunicke.

Helle Thorning-Schmidt er torsdag på besøg i Tanzania og vil foreløbig ikke forholde sig til kritikken fra baglandet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip