Demonstrations-brøler: DR dropper dokumentar

Danmarks Radios nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, fastslår, at en fiktiv demonstration strider mod dokumentargenrens grundsten og dermed DR's programetik. Derfor dropper DR at vise programmet, som optagelserne skulle bruges til.

Udmeldingen kommer dagen efter, at DR måtte beklage, at man torsdag viste billeder fra en fiktiv demonstration og fejlagtigt fremlagde billederne som virkelighed i TV-Avisen.

- En dokumentar i almindeligt journalistsprog betyder, at man følger og registrerer virkeligheden. Man forsøger at afdække virkeligheden. Man forsøger ikke at konstruere den. Alene derfor kan der ikke være tale om en dokumentar, siger Ulrik Haagerup.

Det er produktionsselskabet Larm Film, som står bag den iscenesatte demonstration, der fandt sted foran Retten i Hjørring, da retsopgøret om EBH Bank torsdag blev indledt.

Produktionsselskabet er hyret af DR til at lave en dokumentarisk programserie om finanskrisen.

- Det er en fiktiv demonstration, som skal give indtryk af en folkestemning. Men så viser det sig, at det er produktionsselskabet, der er initiativtager, igangsætter og facilitator på sådan et folkeligt udtryk. Det er ikke i orden, siger Ulrik Haagerup.

Nyhedsdirektøren mener imidlertid ikke, at DR's medarbejdere på stedet kan klandres for manipulation.

- Det var en freelancefotograf for TV2, der filmede, at demonstranterne blev instrueret af produktionsselskabet. Det skete på en parkeringsplads, hvor vi ikke var til stede. Så vi havde ikke en jordisk chance for at vide, at det ikke var virkelighed, siger han.

- Det er stadig en kæmpe brøler, men vores medarbejdere har ikke handlet i ond tro.

Nyhedsdirektøren mener, at fejlen bør give anledning til interne diskussioner hos DR.

Dels bør man sikre, at produktioner fremover sker i overensstemmelse med programetikken, og dels skal alle tilstedeværende i sådan en situation vide, at der ikke er tale om virkelighed.

Fadæsen har også fået DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, op i det røde felt.

- Jeg kender ikke detaljerne i sagen, og det er derfor, at jeg har bedt om en redegørelse på bestyrelsens vegne, siger han til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV