Dopingen flyder i Danmark som aldrig før

Det er sundhedsskadeligt, det poster penge i organiseret kriminalitet, og det skævvrider sportskonkurrencer.

Doping afføder mange samfundssygdomme, og det er værd at holde et vågent øje med problemerne, for i 2011 beslaglagde politiet og Skat den største mængde ulovlige stoffer i de 15 år, der er ført statistik på området.

I alt blev det til 240.155 piller eller ampuller og 11 kilo ufortyndede dopingmidler, skriver Politiken.

- Dopingen er overalt. Når vi ransager ved narkosager, finder vi næsten altid en eller anden form for doping, fortæller vicepolitikommissær Karsten Kristensen fra Nordjyllands Politi til avisen.

Særligt de rene stoffer bekymrer myndighederne, da de tyder på, at Danmark nu er en dopingproducerende nation.

Tidligere fandt tolderne næsten udelukkende forarbejdede piller og ampuller, mens kriminelle i dag omformer ufortyndede stoffer til færdige tabletter på undergrundslaboratorier.

Andre tegn på fremstilling er, at Skat har beslaglagt produktionsudstyr og emballage - så sent som i marts 2012 fandt tolderne en million tomme ampulglas.

De danskproducerede stoffer bliver også eksporteret til udlandet, skriver Politiken:

- Beslaglæggelser (...) tyder på, at der foregår illegal produktion i Danmark, og at de dopingmidler også distribueres til resten af Europa, skriver Skat i en rigsadvokatrapport fra 2012.

En del af de store fund bunder i, at Skats toldere begyndte et særligt dopingprojekt i januar 2011, og det afspejler sig i tallene.

- Vi har tidligere beslaglagt ren doping og emballage, men ikke i de mængder, siger Mette Helmundt, afdelingsleder i Skat København, til Politiken.

- Det giver os en idé om, at der foregår illegal produktion i en størrelsesorden, som vi ikke har set eller kendt til tidligere, tilføjer hun.

De seneste års store fund af rene dopingstoffer er også problematiske, fordi de indbringer mange penge til kriminelle bagmænd, typisk organiserede bander.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet anslog i 2010, at 44.000 danskere har dopet sig med steroider, mens 150.000 har overvejet det.

 

Dagens Gossip