Drogba ikke i spil til Juventus

I ugevis er den tidligere Chelsea-angriber Didier Drogba blevet kædet sammen med et januarskifte til Juventus, men klubdirektør Giuseppe Marotta siger nu, at det intet har på sig.

- Drogba? Nej, vi har ikke kontaktet ham. Han ville jo heller ikke være klar til at spille for os uanset hvad, fordi han skal spille de afrikanske mesterskaber i januar. Jeg ved ikke, hvorfor folk ikke har indset det endnu, siger Marotta til Sky Italia.

Den 34-årige ivorianer skiftede i sommer fra Chelsea til kinesiske Shanghai Shenhua, men ifølge rygterne har angriberen længe været utilfreds med livet i Kina.

Marotta siger desuden, at Juventus ikke har haft problemer med at score mål hidtil i sæsonen, selvom den danske angriber Nicklas Bendtner endnu ikke har bidraget på den front.

- Vi har scoret mange mål, og i januars transfervindue er mulighederne for indkøb ikke altid de bedste, siger Marotta.

Bendtner er i øjeblikket ude i flere måneder efter en lyskeoperation. Danskeren er lejet ud til Juventus fra Arsenal i denne sæson.

Juventus fører komfortabelt Serie A og har scoret 39 mål i 18 ligakampe.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV