Efter 11 år med voldtægt og tortur: Nu fortæller Michelle om sit liv i fangeskab

Michelle Knight blev taget til fange i 2002, da hun var 21 år. Hun var gået ind i en butik i Cleveland, Ohio, for at spørge om vej til kommunen, hvor hun skulle til et møde.

At hun gik ind i netop den butik blev skæbnesvangert for den unge mor, som har udgivet boget Finding Me: A Decade of Darkness, a Life Reclaimed om sine år som kidnappet. Det skriver Newsweek.

Ariel Castro overhørte Knights spørgsmål og trådte frem, da ingen af de ansatte i butikken kunne lede hende på rette vej.

- Jeg ved præcis, hvor det er, sagde han.

Hun genkendte ham næsten med det samme - Castro var far til en jævnaldrende pige, som hun kendte fra nabolaget. Da han tilbød hende et lift til kommunekontoret, gik hun taknemmeligt efter ham og satte sig ind i hans bil uden forbehold. De kendte jo næsten hinanden.

Han fortalte om sine hundehvalpe, mens de kørte. Knight havde ingen indvendinger, måske på grund af tanken om hvalpene, da Castro meddelte, at han lige ville gøre et kort stop ved sit hus, før han kørte Knight tll kommunemødet.

Hun fulgte efter ham ind i huset. Der lugtede indelukket og råddent, vinduerne var sømmet til med brædder.

- Gå med mig ovenpå, så du kan vælge en hundehvalp, sagde Castro og pegede på trappen til første sal.

Han viste hende ind i et lille soveværelse med lyserøde vægge og fortalte hende, at hvalpene lå under kommoden. Da hun tog et skridt frem, smækkede han øjeblikkeligt døren bag dem. 

Castro slog hende i ansigtet, før han væltede hende omkuld. Knight skreg ikke, hun rystede kun, mens han snørrede en orange ledning om hendes ankler og håndled og bandt dem fast på ryggen. 

- Du kommer kun til at være her et lille stykke tid. Jeg holder ikke på dig særlig længe, sagde han og trak sine bukser ned og mastuberede ud over hende. 

Ariel Castro i retten i 2013. Foto: Polfoto

Vanviddet var kun lige begyndt. Han bandt hende fast til stolper i værelset, så hun blev løftet op fra gulvet og dinglede med ansigtet nedad. Castro proppede en sur strømpe i munden på hende og dækkede den med gaffatape. Han tændte for radioen for fuld styrke og forlod rummet.

- Det første, jeg tænkte, var, at jeg ville komme til at dø i det værelse, mindes Michelle Knight. 

Hun hang fra loftet i det lyserøde soveværelse i en måned. Castro voldtog og tæskede hende hver dag, når han kom hjem fra arbejde. Når han var færdig, blev hun hejst op igen.

- Jeg følte mig så ulækker. Så klistret. Jeg brændte, det kløede, og jeg kunne ikke klø. Jeg græd hele tiden. Jeg var lam. Jeg følte så meget smerte, husker Knight.

En dag trak han hende ned i kælderen, hvor han viklede kæder om hendes mave og hals og bandt hende fast til en pæl. Før han gik, gav han hende en motorcykelhjelm på, som gjorde det svært for hende at trække vejret. 

Michelle Knights toilet var en spand, og når hun havde menstruation, fik hun nogle servietter at tørre sig med. Hun spiste mad fra McDonald's en gang om dagen, som Castro hentede til hende.

Han flyttede hende rundt i huset. Efter opholdet i kælderen fik hun et soveværelse på første sal, hvor hun blev frataget sit tøj og lå nøgen på en gennemvædet madras i flere måneder. Hun fik først lov til at gå i bad efter otte måneders fangeskab.

Hun blev voldtaget op mod syv gange om dagen og blev gravid fem gange i løbet af de 11 år i huset. Castro gav Knight knytnæver i maven og sultede hende, indtil hun aborterede.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor smertefuldt det var. Hver dag var tortur. Hvad han gjorde, hvordan han gjorde det, eller hvor han gjorde det. Det var svært at kontrollere min frygt, fordi jeg hver dag troede, at jeg ville dø. Og hvis jeg ikke døde, ville jeg være i smerte. 

Efter to år blev endnu en kvinde bragt til huset og holdt fanget. Det var 16-årige Amanda Berry. Knight husker stadig frygten i hendes øjne. Castro lod Berry have tøj på, mens Michelle Knight blev tvunget til at være nøgen. 

Året efter, i 2004, ankom 14-årige Gina DeJesus. Hun blev lænket til Knight i soveværelset på første sal. Han voldtog dem på skift foran hinanden, og Knight tog fat i den unge piges hånd for at berolige hende.

Sådan var livet i huset. Hver dag. Hver måned. Hvert år.

En majdag i 2013 glemte Ariel Castro at låse hoveddøren, da han gik på arbejde. Amanda Berry, som havde født en datter i huset, som nu var seks år gammel, sneg sig ud og skreg på hjælp, og snart ankom politiet. Kvinderne kunne endelig afsløre de rædsler, som de var blevet udsat for af Castro.

I dag er Michelle Knight 34 år og har været en fri kvinde i to år. Hun kalder Ariel Castro for 'the dude' (fyren, red.) og mindes sine godt 4.000 dage i huset med en stribe tatoveringer, der blandt andet repræsenterer de fem ufødte børn.

Ariel Castro begik selvmord ved hængning en måned efter at være blevet idømt 1000 års fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip