Efter den fede and hitter fisk nytårsaften

Julen rinder hastigt ud og afløses af et nyt år. Og når julepynten pakkes ned, pakker vi også den traditionelle julemad med konfekt, flæsk og and væk. Nu skal der fisk på bordet.

Fiskehandler og næstformand i Danmarks Fiskehandlere Hans Hebo fra Nørreport Fiskehus i København siger, at op til jul er det de to naboslagtere, der har mest travlt op til jul:

- Og så er det vores tur til at have mest travlt den sidste uge op til nytår. Den store volumen er altså ugen op til nytår med østers og hummer, torsk og laks i spidsen siger næstformanden.

Det er ikke kun den hjemmelavede fiskemad, der hitter efter julen. Flere og flere vælger at skifte andemaden ud med sushi.

Tal fra detailhandlen viser, at sidste år spiste 165.000 personer sushi fra supermarkederne i dagene op til nytårsaften, sammenlignet med 85.000 personer i 2008.

Og tal fra Taste of Tokyo, der leverer frisklavet sushi til supermarkeder, viser, at salget af fisk stiger:

- Vi oplever hvert år, at flere og flere forbrugere spiser sushi i dagene mellem jul og nytår. Alene i årene 2008 til 2011 har vi set næsten en fordobling i salget. Går vi 10 år tilbage, var tallet 20.000 personer, siger direktør Anders P. Christensen fra Taste of Tokyo.

Direktøren siger, at ugen mellem jul og nytår er den absolut travleste uge i løbet af hele året.

På de få dage mellem jul og nytår leverer Taste of Tokyo 100.000 bakker sushibakker til landets supermarkeder mod 50.000 bakker i en normal uge.

Men står det til Fiskebranchen skal danskerne også spise mere fisk resten af året. Og Hans Hebo ser gerne, at fisken bliver købt hos fiskehandlerne.

Fiskebranchen har fået tildelt 15 millioner kroner fra Fødevareministeriet og EU. Og her af er der afsat 1,5 millioner kroner til Danmarks Fiskehandlere til at styrke foreningens indsat over for forbrugerne.

Hans Hebo oplyser, at man allerede fra 2. januar 2013 og frem til foråret 2014 vil blive mødt af kampagner hos den lokale fiskehandler for at få folk til at spise mere fisk.

/ritzau/

 

Dagens Gossip