Eftersøgning på Fanø fortsætter

Eftersøgningen efter den forsvundne Kirsten Friis Lund fortsatte lørdag, men umiddelbart uden resultat. Dermed er man nu fire dage inde i eftersøgningen efter den 52-årige kvinde, der forsvandt efter en fest på Fanø tirsdag.

- Vi leder med hunde og undersøger kystlinjen med en Land Rover. Lørdag samler vi op på enkelte små områder på den nordlige del af øen, hvor der endnu ikke er søgt med hunde, siger Helle Lundberg, kommunikationsrådgiver for Syd- og Sønderjyllands Politi.

Man har dog allerede været igennem det meste af området indtil flere gange.

Eftersøgningen koncentrerer sig om den nordlige del af øen, fordi et vidne så kvinden ved 23-tiden og kunne placere hende, så hun, hvis hun var gået længere ned, ville være kommet til en lille by.

- Dér ville hun uden tvivl have banket på for at få hjælp, siger Helle Lundberg.

Kvinden var kommet af sted uden overtøj.

Ud over at afsøge store områder grundigt har man også aktiveret et sms-netværk med 2500 personer, der har kigget rundt ved deres huse.

Kvinden kom til øen i en båd sammen med en bekendt, men hun dukkede ikke op, da de skulle sejle tilbage onsdag formiddag. Aftalen var, at hun skulle overnatte på båden i havnen efter en fest i Nordby.

Ved dagens slutning lørdag vil eftersøgningslederen beslutte, hvad der skal ske videre i sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip