Ekspert: EU viser omsider vilje mod de ledige

Hver fjerde europæer under 25 står uden arbejde. Derfor er det på tide, EU's 27 stats- og regeringschefer natten til fredag har fremrykket penge til at hjælpe Europas tabte generation, som de rekordmange unge ledige kaldes.

EU-lederne har heller ikke andet valg, vurderer Claire Dhéret, der er politisk analytiker ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles.

- Kløften mellem de unge og Europa er stigende, og derfor er det enormt nødvendigt for politikerne at forholde sig til emnet.

- Noget skal definitivt gøres. Spørgsmålet er, om idéerne fra topmødet vil føre til konkrete resultater ude i virkeligheden, siger hun.

Claire Dhéret anerkender, at der i EU's sparebudget næppe er plads til at hente de 21 milliarder euro, som Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, mener er nødvendige, hvis de 5,6 millioner unge arbejdsløse skal i job.

På topmødet har EU-lederne aftalt, at EU-regionerne med den højeste ledighed foreløbig får seks milliarder euro, som de fra 2014 til 2016 skal bruge til at give unge en job- eller uddannelsesgaranti.

- Et møde alene gør næppe den store forskel, siger Claire Dhéret.

Ungdomsarbejdsløsheden står også på dagsordenen ved en stor konference i Berlin på onsdag, som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har indkaldt til.

Her skal beskæftigelsesministrene og cheferne for arbejdsformidlingerne i EU-landene sammen med blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Frankrigs præsident, François Hollande, udveksle erfaringer.

- Det viser, at der omsider er en vilje til at tage sig af det her. Det er der også brug for, fordi der er forvoldt en masse politisk skade, siger Claire Dhéret med henvisning til, at milliarder af euro er postet i bankredninger.

Derfor bliver ledigheden brugt som valgkamptema op til det tyske forbundsdagsvalg i efteråret og EU-parlamentsvalget til maj næste år.

- Sagen er, at EU ikke kan løse problemet alene. Det er vigtigt, at der også sker noget på nationalt niveau og i den private sektor.

- Men hvis det lykkes, skridt for skridt, så kan der være en gevinst for politikerne i, at de unge vil kunne se, at de har gavn af at være med i EU, vurderer hun.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV