Engelsk ikon runder vild milepæl

Den walisiske fodboldspiller Ryan Giggs kan nå en flot milepæl, når han og Manchester United lørdag får besøg af Norwich i Premier League.

Får Giggs spilletid i kampen, vil han blive noteret for sin kamp nummer 1000 på seniorniveau.

39-årige Giggs er en stor rollemodel, mener United-anfører Nemanja Vidic.

- Ryan er meget professionel og er et godt eksempel for de unge spillere. De ser, hvordan du skal passe på dig selv og uddanne dig selv til at blive en fantastisk fodboldspiller, siger Vidic ifølge AFP.

En anden holdkammerat, brasilianske Rafael, siger, at Giggs imponerer ham hver eneste dag.

- Ryan er fantastisk. Hver eneste kamp, du ser ham spille, arbejder han hårdt, han scorer mål, og han leverer målgivende afleveringer.

- Det er ikke bare sådan i kamp. Han er på samme måde til træning. Han elsker bare sporten. Ryan bruger også meget tid på at hjælpe de unge spillere, fortæller Rafael.

I 22 år har Giggs spillet for Manchester United. Her har Giggs vundet Premier League 12 gange, Champions League to gange, og det er også blevet til fire FA Cup-triumfer.

Giggs' hidtil 999 kampe er fordelt således: 931 kampe for United, 64 landskampe for Wales og fire kampe for det britiske hold ved OL i London sidste sommer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV