Erdogan revser EU: I er tavse om myrderier

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, en trofast støtte af Egyptens afsatte præsident Mohamed Mursi, kritiserer EU for ikke at fordømme lørdagens drab på demonstranter i Kairo.

Over 70 tilhængere af Mursi blev natten til lørdag dræbt af sikkerhedsstyrker ifølge myndighederne. Det Muslimske Broderskab hævder, at over 200 af Mursis tilhængere blev dræbt.

En talsmand for EU's udenrigschef, Catherine Ashton, siger, at hun begræder de mange dødsfald, og den britiske udenrigsminister, William Hague, opfordrer myndighederne i Egypten til at indstille volden mod demonstranter og brugen af våben.

Men Erdogan, som for nylig satte politiet ind under de store gadedemonstrationer i Tyrkiet, mener det er dobbeltmoral, når EU kritiserer politiets brug af tåregas i Istanbul, men ikke nedskydningen af demonstranter i Kairo.

- De, som var tavse, da det egyptiske folks vilje blev massakreret, er igen tavse, når folk massakreres, sagde han lørdag.

- Hvor er de, som råbte i vilden sky, da tyrkisk politi helt retmæssigt brugte vand og peberspray, nu da der er kup og massakre i Egypten, fortsatte han.

USA's udenrigsminister, John Kerry, har bedt det egyptiske militær om at respektere retten til fredelige demonstrationer.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV