EU afviser at give Danmark rabat

Kun to uger før det afgørende topmøde om EU's budget for de kommende syv år afviser toppen af EU-Kommissionen i skarpe vendinger den danske regerings krav om en rabat. Det skriver Politiken fredag.

Det er første gang, at et højtstående medlem af EU-Kommissionen - budgetkommissær Janusz Lewandowski - så direkte blander sig i debatten.

Danmark er for velhavende et land til et få rabat, mener han:

- I er det næstrigeste land i EU, og i mine beregninger er Danmark ikke kandidat til en rabat, siger han til Politiken.

I forhandlingerne om budgettet har den danske regering argumenteret for en årlig rabat på en milliard kroner, fordi Danmark i disse år betaler mere til EU's budget, end vi får retur.

Samtidig viser tal, at Danmarks bidrag ligger over andre lande, der allerede får en rabat, hvis man ser på blandt andet bidrag per indbygger.

Lewandowski frygter, at kravet om nye rabatter kan åbne en "Pandoras æske" og starte en "lavine" af krav om rabatter fra andre lande.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er tidligere gået så langt som til at true med et veto, hvis ikke Danmark får rabatten.

Lewandowski kalder det ultimative danske krav for en "atombombe" og er overrasket, fordi det adskiller sig fra den "sædvanlige danske tilgang til EU".

Finansminister Bjarne Corydon (S) fastholder, at Danmark skal have rabat, og at vetotruslen er i orden.

- Danmark har et meget velargumenteret krav, siger ministeren til Politiken.

/ritzau/

 

Dagens Gossip