FAKTA: Det siger de på 150-årsdagen for Slaget på Dybbøl

Skrevet af admin

18/04/2014

Dagens topnyheder

* Dronning Margrethe II:

- Må denne mindedag afspejle den samhørighed og virkelyst, som i dag kendetegner grænselandet. Et grænseland, hvor mindretallene på begge sider af grænsen opfattes som en selvfølgelig og respekteret del af befolkningen.

- Denne dag kan også tjene til at huske på, at selv alvorlige stridigheder kan lades bag os, når viljen er til stede, og den kan minde os såvel som andre om de muligheder, der følger af at knytte stærke bånd hen over landegrænser.

- Den 18. april 1864 er aldrig blevet glemt. Den var først et åbent sår, der efterlod et ar, som engang imellem godt kunne værke, men med tiden er dagen blevet et minde, som vi holder i hævd, og som vi ærer.

* Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S):

- Nederlaget kastede lange skygger. Det tog mange år at forstå, at et lille land ikke kan lukke sig om sig selv. At vi tværtimod har brug for at være en del af verden. At vi må løfte vores ansvar internationalt. Og at vi har meget at byde på.

- For små lande kan være store på deres egen måde. Se bare her i grænselandet, hvor danskere og tyskere lever side om side på en måde, som de færreste troede mulig for bare få generationer siden. Fjendskab blev til naboskab. Naboskab blev til venskab.

- Og det er en bedrift og et format, der tjener som forbillede i verden omkring os.

* Slesvig-Holstens ministerpræsident Torsten Albig:

- Fra venner og fjender over et enten-eller er vi nået frem til et dansk-tysk fællesskab. Dette er en uvurderlig gave, som de forudgående generationer har givet os.

- Mennesker, som i de sidste årtier ufortrødent har arbejdet for, at vi kan stå sammen på dette sted. Mennesker, der har kæmpet for, at vi i dag igen kan drage et positivt facit uden at se hen over fortidens rædsler, fjendtligheder og fejl.

- Det, som blodige krige og nationalisme har adskilt, hører sammen igen i dag.

- Danmark og Slesvig-Holsten er knyttet sammen som venner. I dag bliver jeg ledsaget af en repræsentant for vores danske mindretal som slesvig-holstensk kulturminister. Og Region Syddanmark har sit tyske mindretal ved sin side i dag.

* Tysklands ambassadør i Danmark, Michael Zenner:

- Slaget ved Dybbøl har som ingen anden begivenhed i årtier præget forholdet mellem Tyskland og Danmark.

* Forsvarsminister Nicolai Wammen (S):

- Jeg er stolt over, at vi på trods af de lidelser og rædsler, der udspillede sig for 150 år siden, kan stå her sammen i dag og markere slaget ved Dybbøl. Det kan vi gøre med afsæt i den langvarige fred og det stærke venskab, der er bygget op siden 1945.

- Det er vores pligt og privilegium at fortælle den historie, så andre kan drage nytte af den. Så martrede lande og regioner måske kan finde inspiration i vores erfaringer, og dermed undgå nogle af de svære konflikter og ødelæggende krige, der ellers kunne opstå.

- Vores nyere historie er nemlig fortællingen om, at konflikt og krig kan efterfølges af fred og forsoning. At had kan erstattes af håb. At fortidens synder ikke behøver at føre til krig for nutidens sønner.

/ritzau/