Far i fængsel på livstid for drab på sine seks børn

Fredag den 11. maj 2012 blev seks børn i alderen fem til 13 år ofre for en forfærdelig forbrydelse. De mistede livet i en brand, der var planlagt og påsat af deres forældre Mick og Mairead Philpott.

Torsdag fik de rettens endelige dom: Fængsel på livstid til far og 17 år til mor.

Mick Philpott på 52 år og konen Mairead på 32 år fik dommen i Nottingham Crown Court torsdag. Mick Philpott skal afsone minimum 15 år af straffen, før han kan søge om prøveløsladelse, mens Maireads minimumtid i fængslet er otte og et halvt år.

En ven af parret, Paul Mosley, fik også 17 år i spjældet.

Mick Philpott er biologisk far til fem af børnene, som han har fået med en tidligere kæreste. Det sjette er Maireads - ligeledes fra et tidligere forhold.

Ifølge nyhedsbureauet AFP brød folk i retssalen ud i klapsalver, da dommen blev læst højt, mens både Mick og Mairead Philpott græd under seancen. Mick Philpott smilede dog, da han blev ført ud af retslokalet, skriver nyhedsbureauet.

Dommer, Kathryn Thirlwall omtalte Mick Philpott som en "uhyggelig farlig mand", og fortalte ham, at han ikke har nogen moralsk fornuft.

Det menes, at ægteparret satte ild til huset for at skyde skylden på Mick Philpotts tidligere kæreste, som er mor til fem af børnene. På denne måde kunne han og Mairead få forældremyndigheden. Det var ikke hensigten, at børnene skulle brændes inde.

Philpott skulle efter planen "have reddet" børnene ud af et soveværelsesvindue, men branden bredte sig langt hurtigere end antaget, og han fik ikke åbnet vinduet. Det gjorde, at alle seks børn døde af røgforgiftning.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip