FCK henter giftig tysker

Fodboldklubben FC København henter angriberen Marvin Pourié hos Superliga-nedrykkeren Silkeborg på en fireårig kontrakt.

Tyskeren scorede 14 mål i Superligaen i sidste sæson, men skifter altså nu til de danske mestre.

- Marvin har de seneste sæsoner, trods sin unge alder, allerede markeret sig som en af ligaens stærkeste forwards, og derfor glæder det os, at han nu skal spille for og ikke imod FC København, siger FCK's sportsdirektør, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside.

- Når man lægger hans styrker i det opbyggende spil og foran målet sammen med god fart og lyst til at arbejde hårdt for sit hold, så er han en håndfuld for de fleste forsvar. Og så gør det bestemt heller ikke noget i FC København, at han besidder vinderinstinkt ud over det sædvanlige, siger sportsdirektøren.

I FCK skal Marvin Pourié afløse sidste sæsons topscorer i Superligaen, Andreas Cornelius, som er skiftet til Cardiff i Premier League.

/ritzau/

Dagens Gossip