Ferguson vild med De Gea efter Real-opgør

Anders Lindegaard kiggede på fra reservebænken, da Manchester United spillede uafgjort 1-1 på udebane mod Real Madrid i Champions League onsdag aften, og den rolle kan han vist godt affinde sig med.

Det kunne godt tyde på, at manager Alex Ferguson endegyldigt har lagt sig fast på spanske David De Gea som sin foretrukne målmand.

I hvert fald var skotten ikke tilbageholdende med de flotte ord efter De Geas præstation i Madrid.

- David var fremragende og præsterede tre-fire virkelige topredninger.

- Jeg er meget tilfreds på drengens vegne. Det er en svær udebane, og vi havde gerne solgt den for 1-1 før kampen, siger Alex Ferguson ifølge Sky Sports.

Han er klar over, at kampen havde ekstra krydderi for David De Gea, der kom til United fra Real Madrids lokalrivaler Atlético Madrid.

- Han bliver mere og mere moden, og det viste han. Han kom til Madrid med en masse pres, fordi han er fra Atletico, men han leverede varen, siger Ferguson.

David De Gea har været førstevalg i Manchester United i hver eneste Premier League-kamp fra og med opgøret mod Reading 1. december sidste år.

/ritzau/

 

Dagens Gossip