Flere undgår fængsel med elektronisk fodlænke

Flere og flere dømte får mulighed for at afsone deres fængselsstraf eller dele af den i deres eget hjem med elektroniske fodlænker.

Sidste år fik cirka 2400 personer lov til at afsone dele af deres straf med elektronisk fodlænke frem for i fængslet.

Det er markant flere end i 2010, da tallet var 1898 dømte, mens 2164 fik elektronikken på i 2011.

I gennemsnit afsonede 288 personer hver dag med elektronisk fodlænke i 2012. Det er 100 flere end for to år siden.

Udviklingen er et helt konkret resultat af, at Kriminalforsorgen målrettet har åbnet for, at flere dømte kan få lov til at afsone deres straf med fodlænke.

Og det er en stor fordel, fordi man først og fremmest undgår at sætte folk i fængsel, mener vicedirektør i Kriminalforsorgen, Annette Esdorf.

- Erfaringsmæssigt ved man, at det er svært at resocialisere folk i fængslet. De mister tit deres job eller deres familie, uddannelsen går i stå, og de risikerer at blive negativt påvirket af hinanden.

I dag kan straffe helt op til fem måneders fængsel afsones med fodlænke.

- For den, der afsoner, er det en fordel, at man kan beholde sit arbejde og familie eller fortsætte sin skole, siger Esdorf.

- For os er det en fordel, for vores hovedopgave er at resocialisere de indsatte og undgå, at de kommer tilbage. Og det er lettere, når man ikke bliver sat i fængsel.

Vicedirektøren peger også på flere sidegevinster for samfundet. I forhold til de manglende fængselspladser er det nemlig billigere at løse det ved at udvide brugen af fodlænker.

Til sommer bliver det som en følge af Kriminalforsorgens nye flerårsaftale også muligt at afsone helt op til seks måneder.

Det skal samtidig være muligt at blive udsluset fra en længere dom, så man i den sidste tid af straffen bliver løsladt til eget hjem og afsoner med fodlænken.

- Man håber, at man kan resocialisere folk bedre. Jo før man får dem ud af fængslet, jo hurtigere kan man komme i gang med at give dem en uddannelse, et job og en familie for den sags skyld, siger Annette Esdorf.

- På den måde bliver det lettere at undgå, at de falder tilbage til ny kriminalitet.

Man forventer, at den nye ordning træder i kraft til juli i år.

/ritzau/

 

Dagens Gossip