FOA forlader organisation i protest

Fagforbundet Fag og Arbejde (FOA) melder sig ud af Offentligt Ansattes Organisation, OAO, fra årsskiftet i protest mod sidste uges mini-trepartsaftale om modernisering af den offentlige sektor.

Aftalen blev indgået mellem regeringen, kommunerne, regionerne, OAO, FTF og AC, mens blandt andet FOA og Danmarks Lærerforbund valgte at stå uden for aftalen.

- Vi havde armene højt hævet, da regeringen i sit regeringsgrundlag havde medtaget en reform med fokus på tillid, faglighed, ledelse og afbureaukratisering i den offentlige sektor.

- Men vi fik hurtigt armene ned, da det viste sig, at regeringen havde opgivet tanken om den reform, som for alvor kunne ændre på de offentligt ansattes arbejdsdag, siger FOA-formand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

Han understreger, at det for FOA er helt uforståeligt, at parterne i mini-trepartsaftalen blander sig i, hvorvidt kommuner og regioner skal kunne få dispensation fra bestemmelser i de aftalte overenskomster.

FOAs hovedbestyrelse holder dog en dør åben for et fortsat medlemskab af OAO, såfremt LO-organisationerne på det offentlige arbejdsmarked i fællesskab i løbet af det næste halve år kan diskutere sig frem til et fremtidigt bæredygtigt grundlag for OAO.

OAO er samarbejdsorganisation for de LO-forbund, der har medlemmer ansat i den offentlige sektor.

/ritzau/

Dagens Gossip