Forbrugere ser med iskolde øjne på økonomien

Samtidig med danskernes travle juleindkøb viser nye tal, at vores syn på den økonomiske situation fortsat er frossent.

Forbrugertilliden er således faldet en smule fra minus 1,3 i november til minus 4,7 i december. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Indikatoren viser befolkningens syn på den aktuelle og den fremtidige økonomiske situation og er generelt et billede på, hvor løst pengene sidder hos danskerne.

Hos Nykredit er man ikke overrasket over det svage fald, der kommer efter en lille stigning i november.

- Før man skruer helt op for de negative toner, er det vigtigt at huske på, at der normalt er en tendens til, at forbrugertilliden falder i december som følge af sæsonen, siger seniorøkonom Tore Stramer.

Han forklarer, at forbrugerne op til januarudsalget svarer mere negativt på, hvor fordelagtigt, de mener, det er at anskaffe større forbrugsgoder som eksempelvis tv-apparater.

- Dermed skal dagens fald formentlig også ses som en enlige svale, siger Tore Stramer.

Han bider samtidig mærke i, at danskerne ifølge de seneste tal forventer, at Danmarks økonomiske situation om et år vil være bedre end i dag.

Paradoksalt nok viser Danmarks Statistiks tal for detailsalget, at salget i november lå 0,6 procent højere end i oktober, når tallene er renset for prisudvikling og normale sæsonudsving.

Dermed går det bedre for detailomsætningen end længe, påpeger privatøkonom i Danske Bank Las Olsen.

- Detailomsætningsindekset har de senere år har været en ret dårlig indikator for privatforbruget, men også Dankortomsætningen peger faktisk på en pæn stigning i forbruget i fjerde kvartal, siger han.

- Vi så også i slutningen af sidste år, at forbrugertilliden styrtdykkede, mens forbruget faktisk steg.

Dagens tal er dermed ikke nødvendigvis et tegn på, at julegaverne bliver små i år. Faktisk tyder forbrugsudviklingen på, at de bliver større end sidste jul, påpeger Las Olsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip