Forsker: Nu går Al-Shabaab efter Vesten

Netværket al-Shabaab har taget ansvaret for terrorangrebet i Nairobi, hvor flere vesterlændinge - heriblandt to canadiere - meldes blandt de 43 dræbte og 200 sårede.

De første meldinger tyder på, at al-Shabaab er gået direkte efter ikke-muslimer, og det er en helt ny retning for terrororganisationen, vurderer terrorforsker Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan i Sverige.

- Det er et brudpunkt for al-Shabaab, fordi de ikke har gennemført en sådan aktion tidligere, hvor de målrettet er gået efter vesterlændinge, selvom de internt har haft diskussionen i noget tid, siger Magnus Ranstorp til Ritzau.

Et vidne, der blot kalder sig Jay, har forklaret til nyhedsbureauet AFP, at han så gidseltagere stille et spørgsmål til en række gidsel, hvorefter gidslerne blev henrettet.

- Man har angiveligt spurgt, hvad profetens mor hedder, siger terrorforskeren.

Al-Shabaab, en militant islamistgruppe fra Somalia med bånd til al-Qaeda, har taget skylden for angrebet lørdag på shoppingcentret Westgate i den kenyanske hovedstad, Nairobi. En række gidseltagere stormede centret og skød vildt omkring sig.

Der er dog også lokale interesser bag motivet til aktionen, da kenyanske tropper bekæmper al-Shabaab i hjemlandet Somalia, mener forskeren.

- En sådan operation kræver ikke så mange kræfter, og det er et forsøg på at hæmme den kenyanske militære indblanding i Somalia og et forsøg på et skabe splid mellem muslimer og kristne, vurderer forskeren.

- Det er for at markere, at man skal regne med dem. De lever af konfrontationen, og denne aktion sender dem op i en anden liga for terrororganisationer, siger Magnus Ranstorp.

Somalias militante islamistiske bevægelse ser sig selv som jihadkrigere i kamp mod islams fjende og har som målsætning at indføre en streng form for sharia-lovgivning.

Ideologisk lægger al-Shabaab sig tæt op ad al-Qaeda og blev i februar 2012 officielt terrornetværkets somaliske gren.

- Nu starter al-Shabaab den globale kamp mod vesten, og det får konsekvenser for organisationen, fordi man konsekvent vil gå efter lederskabet i organisationen, vurderer forskeren.

Ahmed Abdi Godane, også kendt som Mukhtar Abu Zubair, står i spidsen for al-Shabaab, der menes at tælle mellem 7000 og 9000 militante.

/ritzau/

Dagens Gossip