Frederik deltager i søndagens Ironman

Kronprins Frederik skal søndag begive sig ud på en opgave, der ikke er for tøsedrenge- eller piger, når han skal deltage i KMD Ironman Copenhagen, oplyser Kongehuset.

Det indebærer en svømmetur på 3,8 kilometer, 180 kilometers cykling og et maratonløb som afslutning på dagen.

- Det er flot, at København som den eneste hovedstad i verden er vært for en ironman, og jeg ser frem til en stor og festlig sportsbegivenhed på søndag.

- Jeg glæder mig personligt til at konkurrere med de 2600 andre deltagere - det bliver en helt særlig udfordring, siger kronprinsen.

For at kunne kalde sig ironman skal man igennem de tre klassiske triatlon-discipliner svømning, cykling og løb.

Første disciplin er svømning, der søndag finder sted ved lagunen ved Amager Strandpark, hvor deltagerne svømmer 3,8 kilometer.

Dernæst følger 180 kilometers cykling i nordsjællandske omgivelser, mens sidste disciplin består af maratondistancen på 42,2 kilometers løb på havnefronten i København.

I KMD Ironman Copenhagen 2013 indgår deltagere fra over 40 nationer i et triatlon, der som det eneste af sin slags afholdes i en hovedstad.

/ritzau/

 

Dagens Gossip