Frederik Løchte er klar til attraktiv finale

Danmark har for første gang nogensinde en repræsentant med hos tennisherrerne, når ATP World Tour Finals bliver afviklet i London i næste måned.

Efter weekendens resultater er Wimbledon-mesteren Frederik Løchte Nielsen og hans britiske makker i herredouble, Jonathan Marray, sikre på at komme med blandt de otte par, skriver Politiken.

- Jeg kan bekræfte, at Frederik L. Nielsen og Jonathan Marray som følge af søndagens resultater på ATP-touren har kvalificeret sig, siger Simon Higson fra ATP, de mandlige spilleres organisation, til avisen.

Parret er ikke placeret blandt de otte bedste i årets turneringer, men en særlig regel sikrer ifølge Politiken, at et par uden for top-8, der har vundet en grand slam-turnering, får den ottende plads.

Frederik Løchte Nielsen har endnu ikke modtaget bekræftelsen på, at han og Jonathan Marray har kvalificeret sig, men han glæder sig.

- Det er noget af det største, man som spiller kan opleve. Det er lidt af en eksklusiv turnering, da der kun er otte deltagere.

- I grand slam-turneringerne er der flere hundrede deltagere, men her er kun de bedste, så bare det at få lov at være med er jo i sig selv specielt, siger danskeren.

 

Dagens Gossip