FTF: Regeringen prioriterer uklogt

Sammenhængen i regeringens politiske tiltag for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse mangler.

Det mener formanden for hovedorganisationen FTF med 450.000 offentligt og private lønmodtagere, Bente Sorgenfrey, efter statsministerens åbningstale i Folketinget i dag.

- I finanslovsforslaget er man jo godt i gang med at spare på Statens Voksenuddannelsesstøtte. Og det får blandt andet den konsekvens, at vejlederne risikerer ikke at have de rette kvalifikationer til at løfte den store reformopgave, som regeringen sætter i gang, siger Sorgenfrey til Newspaq.

Underviserne, der er en af faggrupperne under FTF, har længe efterspurgt mere efter- og videreuddannelse. Og de vil få sværere ved at give den rette vejledning til de unge, vurderer Bente Sorgenfrey.

- Det er helt afgørende, at de, der skal opkvalificere de unge på erhvervsuddannelserne, har de rette kompetencer. Derfor er det ikke særligt klogt. Det er snarere dumt at spare på SVU'en, siger Bente Sorgenfrey.

Hun er dog positiv over for de tiltag, som statsminister Helle Thorning-Schmidt i dag løftede sløret for i sin åbningstale.

For at komme ind på en erhvervsuddannelse skal eleven have et karaktergennemsnit på mindst to i fagene dansk og matematik. Til gengæld vil regeringen oprette en særlig toårig fleksibel ungdomsuddannelse, der årligt skal gøre omkring 3.000 unge klar til job som erhvervsassistenter inden for eksempel service, handel, miljø og mekanik.

- Vi har rigtig mange unge, der ikke får en uddannelse. Og det er jo fordi, de ikke passer ind i de rammer, der er i uddannelsessystemet i dag. Derfor har vi længe ventet på, at den fleksible ungdomsuddannelse skulle dukke op til overfladen. Det har regeringen jo lovet. Og derfor er vi godt tilfredse med udmeldingen, siger Bente Sorgenfrey.

Dagens Gossip