Gidsler: Blond gidseltager måske norsk

Flere vidner, som er undsluppet gidseldramaet i Sahara-ørkenen, fortæller nu, at de hørte en af gidseltagerne tale med de norske gidsler på et ikke-engelsk sprog, som nordmændene umiddelbart så ud til at forstå.

Ifølge kilder i det algeriske militær blev gidseltageren angiveligt tiltalt som "nordmanden", skriver avisen Aftenposten. De norske gidsler havde også deres egen vagt.

- Vi er ikke sikre på hans nationalitet, men han er høj, hvid og har blå eller grønne øjne. Han taler engelsk, og han beder og læser Koranen, siger en algerisk militærkilde ifølge Aftenposten.

Gruppen af terrorister, som onsdag stormede gasanlægget, bestod hovedsageligt af afrikanere fra syd for Sahara og algeriere.

Men de løsladte gidsler fortæller også, at der var to andre med i gruppen. Den ene var franskmand, mens den anden var nordeuropæer, hævder de.

Oplysningerne om nordeuropæeren, som ifølge vidner blev kaldt "nordmanden", blev i første omgang viderebragt af den franske netavis Le Point.

- Jeg kan bekræfte, at der blandt gidseltagerne er personer fra en række forskellige lande. Vi har i øjeblikket ingen informationer om, at der skal være nordmænd involveret, siger Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide.

Også den norske efterretningstjeneste PST følger situationen nøje. PST bekræfter, at man er bekendt med historien i den franske netavis, men at man ikke ønsker at kommenterer oplysningerne.

- Vi vurderer al relevant information, som vi har, og bruger den til at bidrage til et så præcist billede af situationen som muligt for de de norske myndigheder, siger informationsdirektør i PST, Trond Hugubakken.

Han tilføjer, at der stadig hersker stor usikkerhed om det, der foregår på gasanlægget i Algeriet.

/ritzau/NTB

 

Dagens Gossip