Gik amok på bartender med smadret flaske

En af de sidste gæster i en krostue i Slagelse tændte helt uforklarligt af ved lukketid natten til søndag.

Manden, der er 22 år og fra Roskilde, bør varetægtsfængsles, mener politiet, der sigter ham for vold af særlig rå og farlig karakter.

Det var ved to-tiden, at den unge blev bedt om at forlade Hotel Reginas krostue i Sct. Mikkelsgade, oplyser vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden reagerede ved at smadre en flaske med en billiardkø. Derefter gik han med flasken til angreb på bartenderen.

- Han skar bartenderen i ansigtet med et langt snit fra øreflip til mundvig, siger vagtchefen.

Offeret er 51 år og fra Slagelse. På hospitalet blev han syet med 25 sting.

Det var en anden gæst, der ringede 112, og senere kunne politiet anholde gæsten på gaden.

Han fremstilles i løbet af dagen i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

/ritzau/

 

Dagens Gossip