Hård kritik af SF-formands nye post

Knap har SF-formand Annette Vilhelmsen indtaget sit nye ministerium for socialområdet, integration og børn, før kritikken hagler ned over hende.

Det sidste - børneområdet - bør slet ikke høre under hende, og den nye opdeling er direkte til skade for børnene, mener fagfolk, organisationsfolk og støttepartiet Enhedslisten. Det skriver Politiken lørdag.

Indtil nu har børneområdet ligget hos undervisningsminister Christine Antorini, og det har rent organisatorisk sikret en direkte sammenhæng mellem alle dele af børnenes liv mellem 0 og 18 år.

Med den nye fordeling er børneområdet trukket ind i Socialministeriet, der er notorisk kendt for at være hjemsted for problematiske enkeltsager. Det kan svække børnenes indlæring, mener forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College ved Aarhus.

- Det er en katastrofe og et tilbageskridt for ønsket om, at lærere og pædagoger skal arbejde tættere sammen, siger Andreas Rasch-Christensen til Politiken.

- Jeg ser det entydigt som et politisk hensyn. Der er ingen faglige eller saglige argumenter for at dele det op. Nu havde vi langt om længe fået understøttet bestræbelsen på, at læring er en naturlig del af både skole, børnehaver og vuggestuer. Det her går i den forkerte retning, siger han til Politiken.

Også inden for SF's egne rækker er der kritik af Vilhelmsens prioritering. Formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), SF'eren Jane Findahl, finder heller ikke opdelingen optimal.

- Det ærgrer mig selvfølgelig lidt. Jeg er godt klar over, at regeringen har en politisk kabale, som skal gå op. Men jeg håber, at regeringen vender tilbage til at samle børn og undervisning, for det er altså mest naturligt, at området er samlet. Det er altid sværere, hvis man skal arbejde sammen mellem forskellige ministerier, siger Jane Findahl til Politiken.

I Børns Vilkår melder formand Peter Albæk sig i kritikerkoret:

- Det ser ud til, at man har skulle tilfredsstille nogle mennesker i regeringen. Det er et spørgsmål om kabaler. Men jeg synes, at den gamle opdeling gav bedre mening. Det er bestemt en svaghed. Man får en deling af den sammenhæng, som skolereformen forsøger at skabe, siger Peter Albæk til Politiken.

Ifølge Politikens oplysninger var det Annette Vilhelmsen selv, der insisterede på at få børneområdet med sig over i sit nye ministerium.

Dagens Gossip

Dagens TV