Helle vil lave ny jobpakke

Regeringen vil lave en ny jobskabelsespakke, som skal forbedre konkurrenceevnen og skabe flere private job, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

- Det skal blive mere attraktivt at etablere virksomhed i Danmark, siger hun på sit ugentlige pressemøde.

- Vi vil se på, om vi kan lette skatter og afgifter i forhold til virksomhederne. Det nemme er at sige, at man gerne vil. Det vanskelige er at finde finansieringen, siger hun.

Hun har bedt sine økonomiske ministre inden marts at komme med forslag til at forbedre konkurrenceevnen og skabe private job. Derefter vil regeringen gå i gang med en jobskabelsespakke.

- Virksomhederne skal mærke, at vi gør en forskel, siger statsministeren.

Hun afviser at løfte det anlægsloft, som begrænser byggeri i kommunerne.

- Hvis vi bryder anlægsloftet, så tæller det som underskud på vores samlede regnskab, og vi kommer i konflikt med EU-henstillingen og risikerer få en ny henstilling, siger hun.

I stedet tilbyder hun kommunerne at skabe anlægsudgifter ud af de besparelser, som kommunerne laver på driftsudgifterne.

Danmark har allerede et meget højt niveau for anlægsudgifter, fremhæver hun. Niveauet nåede i 2012 med 43 milliarder kroner op på det højeste niveau i 30 år.

- Vi har et meget højt niveau for anlægsinvesteringer, siger statsministeren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip