Højresvingsulykke i Hjørring koster kvinde livet

En højresvingsulykke i Hjørring har torsdag eftermiddag kostet en 43-årig kvinde livet.

Ulykken skete på Ringvejen i Hjørring.

- Hun kommer cyklende i rundkørslen, da hun bliver ramt af en lastbil, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen, til Ritzau.

Ved påkørslen kommer hun ind under hjulene på lastbilen og bliver dræbt.

En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykken nærmere, og lastbilchaufføren er ved at blive afhørt af politiet om ulykken.

- Han har det ikke godt, siger Mogens Hougesen, der understreger, at intet tyder på, at der skulle være spiritus involveret i ulykken.

Ulykken er den syvende højresvingsulykke i år. Ved en ulykke i september i København blev en ung kvinde ramt af en turistbus - i de andre seks ulykker blev ofrene ramt af lastbiler.

Efter den seneste ulykke i København besluttede justitsminister Morten Bødskov (S) og transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) at nedsætte et rejsehold, som skal styrke indsatsen mod højresvingsulykkerne.

Holdet består af eksperter fra Rigspolitiet, Vejdirektoratet, Trafikstyrelsen og Justitsministeriet. Resultaterne forventes klar straks i det nye år, så de kan danne grundlag for regeringens tiltag på området.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV