Hotel d'Angleterre er snart klar til stjernerne

Michael Jackson, Madonna, Rolling Stones, Bruce Springsteen, Justin Timberlake og Robbie Williams er blandt de mange stjerner, som har tilbragt nætter i luksus på det berømte Hotel d'Angleterre på Kgs. Nytorv i København.

Og nu kan de vende tilbage, for efter en omfattende renovering genåbner Hotel d'Angleterre 1. maj. Hotellet har været lukket i to år, mens det er blevet renoveret for omkring en halv milliard kroner, skriver standby.dk.

Mens Hotel d'Angleterre ved lukningen i juni 2011 havde 123 værelser, får det nye hotel 90 værelser, hvoraf 53 klassificeres som suiter.

- Det går rigtig fint. Vi åbner 1. maj med en soft opening, 35 værelser vil være klar - resten følger til efteråret, siger Dorte Rønnow Hansen, midlertidig direktør for hotellet, til standby.dk.

Hvem, der skal være den nye hoteldirektør, er endnu ikke offentliggjort.

Fonden tilbagekøbte i 2010 hotellet fra de islandske ejere og forventer fremover cirka 100 ansatte.

Ifølge standby.dk's oplysninger blev Hotel d'Angleterre med sine daværende søsterhoteller i København i 2007 solgt for en milliard kroner til islandske investorer.

Siden blev Front Hotel overtaget af Scandic Hotels, mens First Hotels nu har driften af Hotel Kong Frederik ved Rådhuspladsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip