Hund bed anden hund ihjel: Politiet skød mod hund i Fårevejle

Skrevet af redaktion

20/04/2012

Dagens topnyheder

Politiet måtte affyre et skud mod en farlig hund i Fårevejle, fordi den var til fare for andre både dyr og mennesker. Kort forinden havde en hundeejer oplyst til politiet, at der var en fremmed hund i hans have på Rishøj i Fårevejle, og at denne hund netop havde bidt en 12 år gammel golden retriever ihjel. Derudover havde den fremmede hund skambidt en 4-5 måneder gammel hundehvalp, men en anden hundehvalp var sluppet uskadt. Hundeejeren selv var også blev bidt i hånden af den fremmede hund i forsøget på at komme den skambidte hundehvalp til undsætning. Betjentene nåede hurtigt frem, og i hundeejerens have var der ganske rigtigt en fremmed hund, der bliver beskrevet som pittbull/amstaff-lignende hund i farverne lysbrun/gul med en anelse mørkt ved hovedet. Hunden blev af politiet vurderet som akut farlig over for andre dyr og personer, og derfor afgav betjentene et skud med tjenestepistolen for at pacificere den. Den undløb dog lettere såret via nabogrunden, og politiet eftersøgte med assistance fra en schweisshundefører den sårede hund i området uden at finde den. Politiet fik oplysninger fra borgere i området om, hvor den beskrevne hund måske kunne opholde sig, idet den mistænkte hundeejer havde hunde af samme race. Ransagning af den mistænkte hundeejers hus gav heller ikke noget resultat. Midt- og Vestsjællands Politi undersøger nu sagen yderligere i et forsøg på finde ejeren af den eftersøgte hund.

Læs også den store guide om: Schæferhund