Iranerne vælger deres præsident

I valgkampe har kandidaterne normalt bud på en helt ny politik, specielt hvis landet står i krise til halsen.

Men der er undtagelser.

Fredag vælger iranerne ny præsident, og de kandidater, de har at stemme på, går alle som en ind for en fortsættelse af præstestyret.

Irans økonomi er ellers i svære problemer på grund af omverdenens sanktioner. Arbejdsløsheden er skyhøj, pengene blandt folk er små, og landet bliver mere og mere isoleret.

Men Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, synes ikke klar til ændringer.

Forud for valget har Vogternes Råd, der kontrolleres af de ledende præster, og som godkender kandidater til iranske valg, været igennem 686 håbefulde.

Kun otte blev godkendt som kandidater, og af dem har to trukket sig i de seneste dage.

Så der er kun seks tilbage nu. De er loyale over for Khamenei, selv om reformvenlige iranere sætter deres lid til én af dem.

- Set udefra er kandidaterne ikke så forskellige. De er alle godkendt af den øverste leder, og det er ham, der bestemmer, siger Claus Valling Pedersen, lektor i persisk ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

- Men stiller vi dem op på en skala, kan man godt se forskel, siger han.

En af dem virker mere reformvenlig end de øvrige, nemlig Hassan Rowhani.

Han er tidligere atomforhandler og vil genoprette diplomatiske forbindelser til USA.

På den anden fløj står den nuværende forhandler i atomstriden med Vesten, Saeed Jalili, der er repræsentant for linjen, som har ført Iran ind på konfliktkursen med blandt andet USA.

Det er den politik, som har udløst de sanktioner, der skaber store økonomiske problemer for landet.

Den afgående præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har siddet i to perioder og kan ikke genopstille. Udadtil ses han som ansigtet på den iranske trods over for Vesten, selv om Khamenei reelt afstikker politikken.

Får ingen kandidat mindst 50 procent af stemmerne, holdes en anden valgrunde for de to kandidater med flest stemmer.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV