Jeppe Kofod valgt til EU-spidskandidat for S

Den 39-årige Jeppe Kofod overtager Dan Jørgensens plads som Socialdemokraternes spidskandidat ved valget til Europaparlamentet næste år.

Det ligger fast, efter Socialdemokraterne søndag på partiets kongres i Aalborg afgjorde opstillingen til Europaparlamentet.

Socialdemokraternes Dan Jørgensen har besluttet, at han vil hjem til Danmark for at stille op til Folketinget efter at have været valgt til Europaparlamentet siden 2004, hvor han i 2009 fik sit bedste valg med 233.266 stemmer.

Dermed er der udsigt til, at han bytter plads med Jeppe Kofod, som har siddet i Folketinget siden 1998. Her har Jeppe Kofod tidligere markeret sig som Socialdemokraternes udenrigsordfører og formand for Udenrigspolitisk Nævn.

Ifølge Jeppe Kofod er hans tro på det europæiske samarbejde blev styrket af at vokse op på Bornholm, fordi klippeøen ligger på grænsen af det jerntæppe der under den kolde krig delte Europa.

Der venter nu den 39-årige Socialdemokrat en kamp op ad bakke for at sikre Socialdemokraterne et godt valg i 2014.

Ved det seneste valg i 2009 blev Socialdemokraterne det største parti, trods tilbagegang i antallet af stemmer.

Men siden da har overtagelsen af regeringsmagten i 2011 og diskussionen om løftebrud og blå reformer ført til, at mange vælgere har forladt Socialdemokraterne. Partiet ligger nu til under 20 procent af stemmerne, hvis der var Folketingsvalg i dag.

Vælgernes utilfredshed med regeringspartiet kan gøre det svært for Socialdemokraterne at fastholde de fire mandater i Europa-Parlamentet, man fik i 2009. Ifølge partiformanden, Helle Thorning-Schmidt, er man dog klar til at kæmpe.

- Vi vil kæmpe for, at hver eneste stemme går til Socialdemokraterne.

- Vi tror på, at vi får mere indflydelse på forholdene hjemme hos os selv i Danmark, ved at engagere os i Europa og tager del i ansvaret der, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Dagens Gossip