Kæmpe razzia: Fjerner pistolmænd fra gaden i Odense

Fyns Politi har anholdt 25 personer i Odense. Baggrunden er, at flere bandemedlemmer er kørt åbenlyst bevæbnede gennem byen.

- Vi har en større aktion i gang lige nu, fortæller politiets vagtchef Erik Skov til Ritzau.

Ud over anholdelserne har politiet fundet og beslaglagt to såkaldte softguns, som ligner rigtige våben, knojern og flere knive. Derudover har man beslaglagt 100 gram hash og en peberspray.

- Baggrunden er en anmeldelse om, at der er kørt nogle bandemedlemmer gennem gågadesystemet, og de har siddet og viftet med nogle våben, fortæller Erik Skov.

Situationen i Odense har onsdagen igennem været anspændt på grund af en retssag i byretten mod medlemmer af rockergruppen Hells Angels og dennes ungdomsklub AK81.

I forbindelse med sagen skulle personer fra bydelen Vollsmose, som huser bandefolk, der er i strid med rockerne, i vidneskranken.

Ud på eftermiddagen kørte fire biler gennem gågaden Kongensgade. Passagererne viftede med våbenlignende genstande.

Personerne i bilerne råbte ifølge politiet efter fodgængere og butiksdrivende i området.

Politiet standsede i første omgang fire biler i Kongensgade og anholdt de personer, som befandt sig i bilerne.

Senere standsede politiet en femte bil, hvor tre personer blev anholdt. Det var i den bil, at man også fandt 100 gram hash.

Fyns Politi melder nærmere ud om politiaktionen i en pressemeddelse senere onsdag.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvorvidt de anholdte har relationer til rocker- eller bandemiljøet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip