Kenneth Zohore vil score 10 mål for Brøndby

Selvom han endnu ikke formelt er Brøndby-spiller, har Kenneth Zohore allerede sine personlige ambitioner klar for sit ophold hos bundklubben.

- Min målsætning er at score 10 mål i sæsonen. Hvis jeg gør det, vil jeg være tilfreds, siger angriberen til tv2.dk.

19-årige Kenneth Zohore ventes snarest at skifte på en lejeaftale fra italienske Fiorentina.

Lejeaftalen har været længe undervejs.

- Det har været et kaotisk forløb, så nu glæder jeg mig bare til at komme i gang i Brøndby, og jeg er glad for at være her, siger Kenneth Zohore.

Angriberen nåede at få debut for FC København, før han skiftede til Fiorentina.

- Jeg håber da på, at fansene vil tage godt imod mig, men jeg er da indstillet på at skulle arbejde hårdt som tidligere FCK'er for at få deres accept. Men det er jeg også villig til at gøre, siger Kenneth Zohore.

/ritzau/

Dagens Gossip