Kirkefolk forudsiger latinamerikansk pave

Den næste pave bliver muligvis ikke europæer. Derimod er tiden moden for, at den katolske kirke vælge sit første latinamerikanske overhoved.

Sådan lyder profetien fra flere fremtrædende kilder i Vatikanet.

Sydamerika repræsenterer allerede 42 procent af verdens 1,2 milliarder store katolske befolkning, hvilket må siges at være en hel del i forhold til det europæiske fastlands 25 procent.

Efter polakken Johannes Paul og tyskeren Benedikt er posten, som engang var reserveret til italienere, nu åben for alle.

To embedsmænd kom for nylig med overraskende tydelige hints omkring pavens efterfølger. Hovedpointen i deres bemærkninger er, at den næste pave meget vel kunne være fra Latinamerika.

- Jeg kender en masse biskopper og kardinaler fra Latinamerika, som kunne påtage sig ansvaret for den universelle kirke, sagde ærkebiskop og Troslærekongregationens præfekt, Gerhard Müller, til avisen Rheinische Post lige før jul.

Han har i Vatikanet det job, som tyske Joseph Ratzinger havde som pavens moralske indpisker, indtil han efter Johannes Paul II's død tiltrådte som pave Benedikt i 2005.

- Den universelle kirke lærer, at kristendommen ikke er centreret i Europa, tilføjede Müller.

Den schweiziske kardinal Kurt Koch, der er formand for det pavelige råd for fremme af kristen enhed, sagde på samme tidspunkt til avisen Tagesanzeiger i Zürich, at kirkens fremtid ikke lå i Europa.

- Det ville være godt, hvis der var kandidater fra Afrika eller Sydamerika ved den næste konklave, sagde han.

Adspurgt direkte, om han vil stemme for en ikke-europæisk kandidat over for en europæisk, hvis de var lige kvalificerede, lød svaret "ja".

Hvis det næste konklave mener, at det er Latinamerikas tur, vil de førende kandidater være brasilianeren Odilo Scherer, ærkebiskop ved det store Sao Paolo Stift, eller italiensk-argentinske Leonardo Sandri, præfekt for kongregationen af de orientalske kirker.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip