Kjær: Nu må vi ikke tabe til Italien

Det danske fodboldlandshold er under et gevaldigt pres inden tirsdagens VM-kvalifikationskamp i Milano mod Italien.

Et dansk nederlag vil være meget kritisk efter fredagens skuffende 1-1-kamp i Sofia mod Bulgarien, mener forsvarsspilleren Simon Kjær.

- Vi kan ikke tåle at tabe. Selvfølgelig kan vi ikke det. Når vi ikke vinder over Bulgarien, så kan vi ikke tåle et nederlag tirsdag.

- De point, vi har tabt, må vi hente andre steder, men det er en utrolig svær pulje, og på papiret skal der en overraskelse til, siger Simon Kjær.

Han og holdkammeraterne spillede mod Bulgarien 11 mod 10 i over en time, men det blev kun til det ene point, som efterlader Danmark på to af slagsen efter to kampe.

Italien har på førstepladsen i gruppe B syv point, men for en kamp mere end danskerne.

Efter Bulgarien-kampen var der bred dansk enighed om, at banen var elendig i Sofia, og at den var med til at ødelægge Danmarks spil.

Men Simon Kjær siger, at resultatet ikke må undskyldes med banen.

- Det er nemt nok at give det ene og det andet skylden, men vi må kigge indad og sige, at det bare ikke var godt nok, når vi i over en time spiller 11 mod 10, siger han.

 

Dagens Gossip