Kronprinsen belønner dansk musik

Skrevet af admin

13/12/2013

Mest læste i dag

Kronprins Frederik giver en økonomisk håndsrækning på 202.000 kroner til den store, årlige århusianske Spot Festival. Den promoverer dansk musik i udlandet ved at sætte spot på de nye og mest lovende fra den danske musikscene.

Trods sin store begejstring for musik har tronfølgeren dog ikke selv hævet pengene fra egen apanage. I stedet videregiver han et stort legat fra Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg, som han modtog under årets festival i august til publikums store jubel.

Polka Verner Legatet blev stiftet i 2002 af Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind som et af de største legater til musiklivet. De tidligere modtagere har været en broget flok fra vidt forskellige grene af kulturlivet. Kronprinsen er dog den hidtil mest overraskende modtager. Allerede ved modtagelsen varslede han, at han ville videredonere pengene.

- Det var en stor glæde for mig at modtage legatet. Den er ikke mindre, når jeg nu kan give det videre til støtte for den danske rytmiske musikscene, siger kronprins Frederik i en pressemeddelelse.

- Spot Festival gør en fantastisk indsats for at promovere dansk musik, ikke mindst overfor udlandet. Det er en fornøjelse at kunne støtte deres arbejde, siger han.

Siden 1995 har ROSA - Dansk Rock Samråd - stået som hovedarrangør for festivalen. Den har spillet en vigtig rolle for mange danske navne som Kashmir, Mew, Junior Senior, Alphabeat, Oh Land, Thomas Dybdahl, Sigur Rós, Oh No Ono, Lucy Love og Spleen United.

Raveonettes' internationale karriere blev eksempelvis kickstartet netop på Spot, hvor Rolling Stone Magazines senior editor David Fricke hørte dem og siden skamroste dem.

- Spot er utrolig glad for denne donation, som sammen med kronprinsens gode ord giver blod på tanden til vores fortsatte arbejde med formidling af dansk musik, siger Spot Festivalens leder, Gunnar K. Madsen.

Penge til legatet kommer fra auktioner på nettet samt donationer fra Skanderborg Festivalen og dens samarbejdspartnere.

/ritzau/