Kyllingen ubekymret trods dopingbekendelse

Michael Rasmussens tidligere Rabobank-holdkammerat Thomas Dekker udtaler, at han vil røbe navne og fortælle alt, når han i den kommende tid vil afsløre detaljerne om sin dopingfortid.

Danskeren er dog ikke nervøs for at blive draget ind i sagen.

- Jeg synes ikke, at det personligt giver mig grund til bekymring, at Dekker vil fortælle, hvad han ved.

- Jeg har ingen viden om, hvad Thomas Dekker har foretaget sig, og han bør heller ikke have viden om, hvad jeg har foretaget mig, siger Michael Rasmussen til Ekstra Bladet.

Danskeren og Thomas Dekker var holdkammerater i 2007, da Michael Rasmussen blev smidt ud af Tour de France - mens han lå nummer et - på grund af rod i sine whereabouts.

Dekker, som har afsonet to års karantæne for doping og i dag kører for Garmin, har sagt følgende til hjemmesiden seginternational. com:

- Jeg meddeler, at jeg vil vidne og fuldt ud samarbejde med de hollandske antidoping-myndigheder for at hjælpe med at få cykelsporten gjort renere.

- Derfor har jeg valgt at give et indblik i al min viden, navne, datoer og detaljer. Der er mange detaljer og mennesker involveret i min dopingfortid. Alt det, inklusiv de mennesker som har hjulpet mig, vil blive givet videre til antidoping-myndighederne.

- Jeg vil begynde denne proces, og jeg håber på, at det vil gøre det nemmere for mine tidligere kolleger og tidligere holdkammerater at træde frem for at hjælpe sporten.

Michael Rasmussen kommer ikke til at sige noget, da han ifølge ham selv er bundet af en fortrolighedspligt over for Rabobank, så det vil koste ham 250.000 kroner per gang, han udtaler sig om, hvad der foregik på holdet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip