Lægen Martin holdt kvinde fanget som sexslave i kælder: Her er dommen

38-årige Martin Trenneborg er netop blevet idømt 10 års fængsel ved retten i Stockholm, skriver Expressen. 

Sagen om den svenske læge gik verden rundt, og han fik hurtigt tilnavnet 'Sveriges Fritzl', fordi han ligesom østrigske Josef Fritzl havde holdt en kvinde fanget i en særlig bygget kælder, hvor hun skulle fungere som en personlig sexslave. 

Han bedøvede en kvinde i Stockholm og kørte hende til Skåne, hvor han spærrede hende inde i specialbygget en kælder. 

Den 38-årige læge blev dømt for kidnapning, men han blev frikendt for tiltalen om grov voldtægt, og dommeren takserede det til 10 års fængsel. 

- Målet med at kidnappe og spærre hende inde var at skade hende, og holde hende indespærret i lang tid og tvinge hende til at være hans kæreste og sexpartner, skriver retten i sin dom, ifølge Expressen.

Den 38-årige blev desuden dømt til at betale kvinden 180.000 i erstatning. 

Martin Trenneborg undgik en dom for grov voldtægt, fordi det ikke lykkedes anklagemyndigheden at bevise, det var foregået. Hvilket hang sammen med, at hun var stærkt bedøvet under dele af tilfangetagelsen. 

- Når det kommer til tiltalen om grov voldtægt, mener retten ikke, at beviserne om at lægen skulle have voldtaget hende, mens hun var bedøvet, er stærke nok, lyder det i rettens begrundelse. 

Anklagemyndigheden havde krævet lægen idømt 15 års fængsel, men de erklærer sig alligevel tilfredse med dommen. 

- 10 år er en tilstrækkelig dom, siger anklager Peter Claesson, ifølge Expressen. 

- Vi har aldrig set lignende tilfælde med nogen, der har brugt flere år på at planlægge at holde nogen fanget som sexslave, siger han. 

Lægen selv har forklaret kidnapningen med, at han ønskede sig en kæreste.

Han mødte hende på en datingside på internettet, og da de mødtes serverede han jordbær og juice, der var iblandet bedøvelsesmidlet flunitrazepam.. 

Det lykkedes ham at holde hende fanget i seks dage. 

Da politiet ransagede kælderen, fandt de flere medikamenter og gummimasker, der blev brugt under bortførslen. 

Det formodes, at han havde brugt mange tusinde kroner på sin specialdesignede kælder, der var lyd- og lysisoleret, ligesom der var elektroniske låse på sikkerhedsdøre. 

38-årige Martin Trenneborg var ikke tidligere kendt af politiet, og en retspsykiater vurderede, at han var psykisk ustabil, da han begik overgrebene. 

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV