Lægesekretærer truer med strejke

Endnu engang er de praktiserende læger havnet i et dramatisk forhandlingsforløb. Denne gang er det forhandlingerne med lægesekretærerne, der er strandet.

Overenskomstforhandlingerne mellem lægesekretærerne i HK/Privat og PLA, Praktiserende Lægers Arbejdsgiverorganisation, er brudt sammen, og sekretærerne har udsendt strejkevarsel, oplyser HK Privat.

- Lægerne prøver at spise lægesekretærerne af med en nulløsning, men den går ikke, siger faglig sekretær i HK/Privat, Charlotte Meyer, i en pressemeddelelse.

- Normalt følger vi overenskomsten på det offentlige område for lægesekretærer. Det ville give en regulering på 2,2 procent over to år. Det var et helt rimeligt og ansvarligt krav, men lægerne var hverken til at hugge eller stikke i, siger Charlotte Meyer.

De praktiserende læger og lægesekretærerne skal nu mødes i Forligsinstitutionen. Der er afsendt strejkevarsel, ligesom HK/Privat vil anmode om sympatikonfliktvarsel fra øvrige fagforeninger.

De praktiserende læger havde i foråret og forsommeren et dramatisk forhandlingsforløb med Danske Regioner om lægernes arbejdsvilkår.

/ritzau/

Dagens Gossip