Laudrup kunne ikke sige nej til St. Etienne

Et tilbud man ikke kan sige nej til.

Sådan betegner Andreas Laudrup sin lejeaftale med den franske fodboldklub St. Etienne, som har hentet ham hos de danske mestre, FC Nordsjælland.

- Det er en stor klub, og det setup, som de har - og selve projektet både i klubben og for mig personligt - er meget tiltalende. Selvom jeg havde det godt i Nordsjælland, kan man ikke sige nej til sådan et tilbud, siger Andreas Laudrup til bold.dk.

Aftalen gælder foreløbig frem til udgangen af denne sæson, men der er en option på en treårig kontrakt, hvis St. Etienne er tilfreds med den 22-årige offensivspiller og omvendt.

Andreas Laudrup var sidste år med til at sikre FC Nordsjælland klubbens første danske mesterskab, og i efteråret var han med, da klubben deltog i Champions League-gruppespillet.

Han formåede dog aldrig for alvor at tilkæmpe sig en stamplads hos FC Nordsjælland.

- Nu ser jeg frem til et vanvittigt spændende halvt år, som er meget udfordrende for mig både menneskeligt og fodboldmæssigt, siger han.

- Meningen er, at jeg lige skal falde til og lære tingene at kende. Blandt andet den franske spillestil, som er lidt anderledes. Og så skal jeg udvikle mig og blive bedre og bedre. Forhåbentlig får jeg også noget spilletid, siger Andreas Laudrup.

/ritzau/

Dagens Gossip